Esrum Kloster tryghed allerede ved ankomst

Gæstens ankomst

Foto: Esrum Kloster

Eksempler på hvordan du skaber tryghed allerede ved ankomsten

Det kan anbefales, at du af og til ”går gæstens vej” for at se, om der er kontaktpunkter, der kan forbedres eller udelades, ligesom du kan tjekke, om alt er intuitivt, og om skilte eller andet fremstår nyt, rent og som det er tiltænkt.

Overvej, hvad gæsten ser, når vedkommende ankommer, og hvordan det er formuleret. Hvad hører gæsten fra dig, fra dit personale og fra andre gæster, der kan øge vedkommende tryghed? Hvad skal de gøre (og ikke gøre), røre ved, og hvilken følelse efterlader det dem med?

I forhold til skilte er det ofte en god idé at veksle mellem myndighedernes skilte og egne mere personlige skilte, som kan udstråle det gode værtskab, et glimt i øjet og som afspejler din identitet. 

Overvej her at have så lidt tekst som muligt. Alle skilte bør altid være nemme og hurtige at afkode. Anvend også gerne piktogrammer, der let kan forstås.

 

Minimér kontaktpunkter ved ankomst

Uanset om du tilbyder overnatningsmuligheder, er en restaurant eller anden turistvirksomhed kan eventuelle kontaktpunkter minimeres. 

Ved at minimere kontaktpunkter og/eller tilbyde digitale alternativer, vil dine gæster opleve større sikkerhed, og ofte vil det frigøre tid og plads til dit ”fysiske” værtskab.

Vi har samlet en række gode råd til, hvordan du kan minimere kontaktpunkter og skabe tryghed for gæsten allerede ved ankomst:

  • Sørg for at håndsprit altid er fyldte og er placeret, så det er meget synligt og intuitivt at bruge. Netop håndsprit forudses at blive en fast del af inventaret i at vise sikkerhed - også post-corona. 
  • Etablér afstandsmarkeringer på gulvet ved indgange, hvor der ofte opstår kø.
  • Etablér en digital check in inden ankomst, hvor også værelsesnummer evt. oplyses.
  • Nøgler og nøglekort kan evt. udskiftes med digitale låse, hvor mobiltelefonen anvendes til at låse døren op med.
  • Nøgler eller nøglekort kan desinficeres i UV-kamre. Oplys gerne om det eller lad det være synligt for gæsterne. Du kan også spritte nøgler eller nøglekort af foran gæsten før udlevering i f.eks. en lille kuvert.
  • Etablér plexiglas afskærmning ved receptionen.
  • Udlevér gerne information om sikkerhed under opholdet via et lille kort på gæstens sprog, hvis du ikke har en digital løsning.
  • Tilbyd gerne både ekstra håndsprit og masker til de gæster, der ønsker det. Det viser, at du ser den enkelte gæst og respekterer individuelle behov. 
  • Tilbyd betaling med MobilePay eller Apple Pay og undgå så vidt muligt kontanter.
  • Tilbyder du billetter til indgange eller lignende, etabler da gerne en digital billet, der blot scannes på en telefon eller via QR-kode.
  • Eventuelle kort eller andet informationsmateriale kan digitaliseres eller være en del af en digital gæstebog.
  • Fortæl og informér om særlige lokale naturoplevelser i det fri og måske oplevelser samt steder med typisk få mennesker.