Rengøring bliver en konkurrencefordel

Synlighed i alt hvad du gør

Foto: Pexels

Engang skulle rengøring foregå på skæve tidspunkter, så gæsterne ikke så det. Sådan er det ikke længere!

Dit rengøringspersonale skal ikke længere gemmes væk fra gæsterne, men vises frem i fuldt flor. Det samme gælder hånddesinficering, som skal være tydeligt tilgængeligt for gæster samt retningslinjer, der beskriver, hvordan du skaber tryghed for gæsterne hos dig.

Vi navigerer i en ny virkelighed, hvor sikkerhed og hygiejne er et stærkt konkurrenceparameter, og det skal turisterhvervet være gearet til" - direktør i VisitNordsjælland Annette Sørensen.

Udfordringen

Hos turismeerhvervet har det siden tidernes morgen været kutyme at gemme rengøringen væk med tanken om, at den stod i vejen for gæstens oplevelse. Selvfølgelig skulle rengøringen være i orden, men den skulle helst ikke være synlig for gæster. 

Sådan er det ikke længere. Nu handler det i høj grad om, at du ændrer dine vaner og overvejer, hvordan du kan gøre rengøringen endnu mere synlig for dine gæster. 

De må ikke være i tvivl om, at du har et højt rengøringsniveau hos dig, for det skaber grobund for deres følelse af tryghed og sikkerhed og er blevet en ligeså stor del af den samlede gæsteoplevelse som dine faciliteter og events. 

Eksempler på løsninger

Når du skal skabe mere synlighed og øge gæstens følelse af tryghed, handler det ikke kun om at ændre arbejdstiderne for rengøringspersonalet.

Du kan med fordel gå hele gæstens rejse igennem – lige fra research og booking til den fysiske gennemgang af ankomst, ophold og afrejse. Så kommer du alle områder igennem og kan nemt identificere områder eller punkter, hvor du kan øge følelsen af tryghed, og dermed skabe den allerbedste oplevelse for dine gæster.

Gæstens rejse - fra research til afrejse

Foto:Innovation Lab

Gennemgå gerne gæstens rejse med jævne mellemrum. Både for at justere i forhold til generel smittestatus i Danmark og i øvrige lande, men også for at justere ud fra jeres konkrete driftserfaringer.

 

Ekstra rengøring kan medføre en ekstra omkostning, og nogle gange kan det også være svært at prioritere i perioder med mangel på medarbejdere. Derfor har vi samlet en række løsninger nedenfor, som har vist sig både at give ekstra tryghed og frigive tid:

Løsninger som både giver ekstra tryghed og frigiver tid

  • Foretag gerne rengøring og desinfektion, når gæsterne ser det
  • Anskaf en rengøringssprayer, der med fødevaregodkendt desinfektionsmiddel rengør alle overflader. Med denne er det nemt både at rengøre alle overflader og inventar i stof
  • Benyt UV-bokse og -lys, der kan anvendes til alt fra mobiltelefoner, nøglekort, nøgler, keyhangers mv. - Hos Esrum kloster har en UV-boks frigivet mellem 15-30 minutters arbejdstid dagligt (hvilket svarer til at give din medarbejder en uges ferie mere om året) og den er populær hos gæsterne, da UV-boksen er placeret synligt i rummet
  • Brug luftrensere, der desinficerer luft og overflader. Selvom dette ikke er en synlig løsning, kan du med fordel kommunikere om tiltaget på eksempelvis din hjemmeside og derved styrke trygheden, inden dine gæster ankommer

 

Herunder kan du se en kort video med løsninger, der er testet hos turismeaktører i Nordsjællland.