wordpress logo skaerm

Wordpress hjemmeside

Foto: FreeMockups

Wordpress er et værktøj til at bygge en hjemmeside, der er tilgængeligt for alle, som ønsker at bruge det. Det er det største og mest udbredte værktøj til hjemmesidebygning i dag, og mere end 63% af alle hjemmesider er bygget med dette værktøj. 

Du finder værktøjet i sin Open Source-grundform på Wordpress.org. Det er vigtigt fra starten at sige, at der er stor forskel på Wordpress.com og wordpress.org. Wordpress.com er en virksomhed, der sælger en tilvirket og bearbejdet version af Wordpress for penge. Wordpress.org derimod er hjemmesiden med værktøjet som det originalt var tænkt: Open Source og til fri afbenyttelse.

Værktøjet bliver endnu bedre af et enormt netværk og en lang række virksomheder, sælger ekstra-moduler der kan kobles til din hjemmeside for et minimalt beløb, så du ikke selv behøver kode noget. Der er også et væld af gratis temaer tilgængeligt, som du kan gøre brug af.

Værktøjet har en helt almindelig "backend", altså en side, hvor du sætter indholdet op. Det kaldes for Kontrolpanelet på godt dansk og Dashboard i den engelske udgave. Det er herfra, du kan gå til at redigere i enkelte sider.

Wordpress - Kontrolpanel

Foto:Wordpress

Fordele og ulemper

Som Open Source tillader Wordpress, at du gør med programkoden præcist, hvad du vil. Denne tilgang er dog for avancerede brugere. Det er langt lettere at vælge et såkaldt tema. Temaer er prædefinerede opsætninger, som giver dig mulighed for at trække og slippe tekst og billeder på en lettere måde. Ulempen her er, at de tit giver dig muligheder inden for snævre rammer, men hvis du vil have noget andet, end de giver dig mulighed for, skal du igen ud og enten finde løsningen som et plugin, eller få nogen til at skrive kode til dig.

Der er plugins til alle tænkelige situationer

Plugins er alle de små tillæg til dit overordnede Wordpress-produkt, der gør det muligt at tilpasse hjemmesiden til lige præcis dine behov. Nogle af disse koster penge - andre er gratis. Hvad der gælder fremgår, når du vælger at installere dem, så du er advaret. Og langt de fleste af de mere simple plugins findes i en gratis udgave.

Ved at gå til Plugins og trykke på Tilføj nyt kan du gå på opdagelse i de mange plugins, der er; Alt fra at sammenkoble med Googles analyseværktøjer til at få bedre mulighed for at redigere hjemmesiden visuelt og alt tænkeligt ind i mellem. 

Der er værktøjer til at få vist statistikker fra sociale medier, anmeldelser fra Tripadvisor, andre skrifttyper, tilpassede pop-up vinduer og meget, meget andet. 

Mens der sker stor udskiftning og opdatering af plugins løbende, er et par foretrukne plugins eksempelvis:

  • GDPR Cookie Consent.
    Den tillader dig at lave en pop-up, som giver besøgende information om brug af cookies og personlige data.
  • Polylang.
    Tilpasser din hjemmeside til flere sprogversioner
  • Yoast SEO.
    Giver dig mulighed for at se hvor søgemaskinevenlig, hver af dine undersider er, såvel som overordnet for hele din side.
  • Yoast Duplicate Post.
    Tillader dig at kopiere en side komplet med alt indhold, når du har lavet den én gang. Så behøver du kun lave en side én gang.
  • Google Analytics for WordPress by MonsterInsights.
    Sammenkobling af din Wordpress-hjemmeside med Google Analytics, så du kan trække data om dine besøgende.

Alle kan arbejde med det

Wordpress som Open Source er let at gå til for enhver, der leverer webservice. I kraft af at det ikke er kodet specielt til dig, men baserer sig på meget gængse byggesten, kan du til enhver tid skifte leverandør eller serviceordning og er ikke på den måde bundet til en enkelt udvikler, der har kontrollen med dit system. Det er vigtigt, du selv har login og administratorrettigheder, men når du har det, er du ikke afhængig af nogen eksterne leverandør, og en ny vil hurtigt kunne sætte sig ind i din løsning.

Wordpress - Plugins

Foto:Wordpress

Sådan kommer du i gang

Før du kommer til dette trin, skal du have købt dit domænenavn og et webhotel.

Du finder din grundlæggende hjemmeside på Wordpress.org. Her kan du hente pakken til værktøjet, som du dernæst lægger op på dit webhotel. 

Der er en tilpasning af database, der skal klares, og det er bedst, du har nogen med dig, der kan gøre dette. Programmet og den tilpassede database lægges op på webhotel, og der laves en såkaldt henvisning, der gør at domænenavnet giver adgang til hjemmesiden. Herefter er du i gang.

Wordpress - Forside

Foto:Wordpress