Kulturoplevelser under pandemien: Powered up, virtual by origin, co-created online

Af Anette Therkelsen, Carina Ren og Laura James – Aalborg Universitet

I lighed med andre brancher er kulturindustrien kraftigt påvirket af nedlukningen og restriktionerne forbundet med covid-19-pandemien. I tidligere vidensindspark har vi beskrevet, hvorledes restauranter og festivaler har arbejdet med en række koncepter for at underkaste sig nye regler og behov for fysisk afstand, der gentænker nærhed og mødesteder med forbrugeren. På samme facon har kulturinstitutioner måtte genopfinde formidlingen af kulturen under de nye regler og vilkår og tænke deres tilbud ind i nye platforme og formater.

I dette vidensindspark stiller vi skarpt på museer og teatre, hvor behovet for virtuelle innovationer har været påtrængende under nedlukningen og den gradvise genoplukning af samfundet. Spørgsmålet er også, om nogle af disse nye måder at formidle kulturoplevelser på kan bringes ind i den fremadrettede museumsformidling og teaterpraksis, som måder at fastholde eksisterende og ikke mindst appellere til nye målgrupper på, også på den anden side af pandemien.

Digital kulturudbringning

Selvom virtuel kulturformidling langt fra er nyt, er det tydeligt, at nedlukningen har tvunget eller skabt anledning for kulturinstitutionerne til at gentænke deres online tilstedeværelse. Hvis vi først vender blikket mod teatrene, findes der talrige eksempler på online ”kulturudbringning”.

Teatrene i Londons West End, som normalt er enorme turistmagneter, har haft et omfattende udbud af online forestillinger. National Theatre lancerede i april deres At Home-koncept hvor publikum en gang om ugen kunne tilgå nye optagelser af tidligere forestillinger. Konceptet rummer også muligheden for at deltage i en hjemme-quiz ledet af fremtrædende teaterstjerner, alt sammen gratis, men med en stærk appel til at give en donation til teateret. Et sådant tilbud har i høj grad til formål at forblive aktuel og nærværende for sit publikum, så de vender tilbage som betalende kunder ved genoplukningen.

Også i Danmark har teatrene været flittige med at udbyde digitale kulturoplevelser. Forskningsprojektet: Online scenekunst og nye publikumsmøder har til formål at forstå publikums oplevelse af online scenekunst og dermed kvalificere denne fremadrettet. Projektet har opgjort, at 85 online-forestillinger er blevet gjort tilgængelige under nedlukningen.

Som det er tilfældet i Storbritannien, er online-forestillinger tilbudt af danske teatre i al overvejende grad optagelser af tidligere forestillinger, såsom Det Kongelige Teaters digitale scenekunst, og kun et fåtal er skabt direkte til det digitale format. Dette er naturligvis affødt af den tid og de ressourcer, man har haft til rådighed og umuligheden i at lave nye digitale produktioner overnight, samt ganske givet forventningen om at vende tilbage til ”normaliteten” inden for en overskuelig tidshorisont.

Ligesom teatrene har også museerne måtte kigge langt efter deres gæster under nedlukningen. Network of European Museum Organisations (NEMO) har indhentet data fra 960 museer i 48 lande i perioden 24. marts til 30. april 2020 omkring covid-19-krisens implikationer. Analysen slår fast, at alle museer har oplevet nedgang i indtægter, om end museer i turistområder særligt har oplevet den største nedgang og fortsat forventer en nedgang året ud (op til 75-80%).

Fire ud af fem adspurgte museer har under nedlukningen forøget deres digitale services i håbet om at forblive nærværende for publikum - dette er primært sket i form af hashtags på sociale medier og aktiviteter i relation til allerede eksisterende online samlinger, men også i et betragteligt omfang i relation til nye virtuelle rundvisninger, YouTube-programmer og konkurrencer. Flere digitale tilbud har ikke overraskende ledt til større trafik på museernes online platforme. Således har 40% af de 960 adspurgte museer haft flere virtuelle besøg, for de flestes vedkommende op til en 20% forøgelse. De mest populære digitale tilbud er indhold på sociale medier efterfulgt af uddannelsesmateriale, videoer og virtuelle udstillinger.

Som det fremgår af analysen, har mange museer kastet sig over online-museumsoplevelser, primært ved at sætte strøm til allerede eksisterende udstillinger, præsentationer af museumsfolk og kunstnere og uddannelsesmateriale. New Yorks destinationsselskab lancerede i et samarbejde med byens kulturinstitutioner den virtuelle NYC Curator Collections, der tilbyder hjælp fra ekspertguider til at skabe virtuelle oplevelser ud fra byens brede kulturudbud. Resultatet er indtil videre 84 virtuelt kuraterede oplevelser, som bl.a. omfatter fotoessays, interviews med kunstnere, kunstformidling fra museumsfolk og gør-det-selv-kunstprojekter for børn.

I Danmark har særligt Randers Regnskov og deres skoletjeneste fået meget opmærksomhed for deres digitale formidling. Under nedlukningen sendte de hver dag ½ times live naturformidling, hvilket hjemsendte børn (og deres forældre) benyttede så flittigt, at enkelte udsendelser har fået mere end 100.000 visninger og 18.000 kommentarer. Ligeledes har Nationalmuseet digitaliseret et omfattende oplevelsesudbud, fx video-podcasts med eksperter, virtuelle ture gennem museets samlinger og undervisningstilbud til børn. Sidstnævnte skiller sig imidlertid ud, da der her er mulighed for at booke en real-time historietime med en af museets formidlere tilpasset individuelle ønsker og med mulighed for dialog. Kulturforbrugere og –formidleres samtidige tilstedevær i tid muliggør spørgsmål og dialog og dermed en mere nærværende digital kulturoplevelse.

Den fødte digitale kulturformidling

Til forskel fra at digitalisere eksisterende kulturudbud har enkelte kulturudbydere forstået at udnytte de mange muligheder, som digitale platforme tilbyder og dermed innovere deres produkt. Et eksempel herpå er Thyssen-Bornemisza Museo Nacional i Madrid, som konverterede deres Rembrandt-udstilling til en audio-guidet digital tur med muligheder for at zoome ind og ud på kunstværkerne og tilgå yderligere informationsmateriale. Museet oplevede over 50% forøgelse i online besøg fra medio marts til medio april i år sammenlignet med året før.

The Original Theatre Company, som normalt er et omrejsende teater, startede i forbindelse med nedlukningen ud med at optage planlagte forestillinger og gøre dem tilgængelige online. Da det vedblev at være en udfordring at drive et omrejsende teater, konverterede de hen over sommeren og efteråret imidlertid deres forretning til forestillinger produceret til en virtuel platform. Dette har de høstet stor anerkendelse for og siden marts 2020 er der solgt billetter i 32 lande og til mere end 20.000 husstande. I modsætning til de fleste andre kulturinstitutioner har The Original Theatre Company været i stand til at tjene penge på deres online kulturtilbud, hvilket antageligt hænger sammen med deres evne til at skabe en ny type teaterprodukt.

I Danmark har vi set enkelte online produktioner, såsom Østerbro Teaters Corona-monologer, som blev udviklet og tiltænkt forbrugt under nedlukningsfasen. Teater V, har som et af de få danske teatre indarbejdet digi-dramaet som en del af deres repertoire også efter genoplukningen af samfundet og forsøger således fremadrettet at udnytte digitale formater kunstnerisk såvel som indtjeningsmæssigt. Forestillingen opføres live via Zoom, hvilket gør optræden og oplevelse samtidig som i det klassiske teater, men muliggør derudover et helt nyt visuelt udtryk. Vi ser således en spirende tendens hen imod virtuelle kulturprodukter, som leger med formidling på nye måder og er tilpasset den platform, de formidles på. Af disse årsager har de muligvis også en højere kommerciel værdi.

Særligt ift. unge målgrupper er der et stort potentiale i kulturprodukter tilpasset online formater, da de interaktive og genkendelige digitale platforme har en stor tiltrækningskraft. Som Susanne Tosca, som leder omtalte danske projekt om online scenekunst, formulerer det: “Hvis man ikke nærmer sig nogle af de ting, som optager de unge, er det svært at fange deres interesse – for det klassiske teaterformat er svært at sælge til det publikum”. Derfor kan der ligge gode muligheder for at udvide sit markeds- og indtjeningsgrundlag ved at udbyde digitalt tilpassede forestillinger også efter fuld genoplukning af samfundet.

Den samskabte digitale kulturoplevelse

Nogle af de ovenfor beskrevne eksempler indeholder elementer af interaktion med brugeren, hvilket på ingen måder er nyt i kulturverdenen. Der er imidlertid kulturaktører, som under corona-nedlukningen har taget co-creation til sig på nye måder, og samtidigt udnyttet det digitale univers. J. Paul Getty Museum i Los Angeles har haft stor succes med at engagere deres følgere på sociale medier i The Getty Challenge. Udfordringen går ud på at kreere egne reproduktioner af udvalgte kunstværker på basis af materialer, man har tilgængeligt i hjemmet, og poste disse online. I modsætning til at sætte strøm til den klassiske museumsrundvisning er dette et eksempel på en aktivitet tilpasset det online medium, hvor brugeren kan eksperimentere og derved få kunsten ind under huden gennem egen deltagelse. I lighed med online tilpassede tiltag på teaterområdet har sådanne museumstiltag potentialet for at ramme en bredere og yngre målgruppe og dermed udvide markedspotentialet.

Et andet eksempel på en medskabende kulturoplevelse med en muligvis smallere og ældre målgruppe for øje er Trapholts Lighthope udstilling. Dette kunstværk er skabt af pærer hæklet af over 900 borgere over hele landet under nedlukningen og indsendt til museet, hvor de blev samlet i en installation af to kunstnere. I løbet af produktionsperioden (april-maj 2020) kunne deltagerne mødes i online hækleklubber, dele billeder og erfaringer med hæklearbejdet, deltage i virtuelle events med kunstnerne og følge ophængningen af kunstværket. Efter genoplukningen af museet og ferniseringen af kunstværket fortsatte aktiviteterne online, idet med-skaberne delte billeder af deres besøg på museet og oplevelser af kunstværket, herunder jagten på deres eget bidrag hertil. Eksemplet viser, hvordan oplevelsen på online og offline platforme kan understøtte og berige hinanden og peger på, hvordan man gennem involvering af de besøgende igennem længere tid har skabt gode ambassadører for museet.