Tourist Stay Safe
Tourist Stay Safe-projektet skal guide turismevirksomhederne til at agere i en post-corona-tid og lægger især vægt på at finde løsninger til at synliggøre og kommunikere hygiejne- og tryghedstiltag, så det bliver et aktiv for turismevirksomheden og en tryghedsskaber for gæsten.
Formål
Projektet tager afsæt i en corona-situation, som for alvor har påvirket og forandret spillereglerne i turismeindustrien. Kunderne begynder at stille nye krav og prioriterer i højere grad et trygt rejsemål og gode hygiejneforhold ved valg af feriedestination. De nye efterspørgselsmønstre vil udfordre turismebranchen, og der er behov for innovation og forandring, hvis virksomhederne fortsat skal være levedygtige i en post-corona-tid.
I slipstrømmen af COVID-19 vil vi således se nogle helt nye krav fra vores turister omkring fokus på sundhed og øget hygiejne, tillige med begrænsninger på mængden af turister, som tillades på destinationer og ved seværdigheder.
De rejsende vil have større fokus på, hvordan man opretholder social afstand, og de rejsendes største bekymring vil fremover i lang tid være øget renlighed, afstand og tryghed, som igen vil stille krav til en øget digitalisering og automatisering ved kundekontakten. Hvordan håndterer vi disse fragmentioner og nye udfordringer som branche? Og hvordan gør vi det på en synlig og ordentlig måde, som skaber værdi for virksomheden og gæsten?
Partnerskabet bag projektet ønsker at tage afsæt i den best practice, som er etableret på tværs af brancheforeninger, ind- og udlands, og øvrige projekter og studier i Danmark. Oven på denne viden ønsker vi at identificere sektorspecifikke best practices for et trygt og sikkert turismeprodukt. Endelig ønsker vi at teste denne best practice og kvalificere måder og løsninger til at synliggøre og kommunikere disse på en god måde, der skaber værdi for både gæst og virksomhed. Med dette mener vi, at én ting er at lave guides for, hvordan virksomheder skal agere i en post-corona-tid, men det er ikke meget værd, hvis ikke vi også finder løsninger til at synliggøre og kommunikere dette overfor gæsterne, således at det bliver et aktiv for virksomheden og en tryghedsskaber for turisten.
Indsatser
Fase 1:
Videns og erfaringsopsamling (fra deltagende virksomheder, samt AAU, Back on Track samt Turisme Task Force initiativerne i Kick-startpuljen etc.) Dette arbejde vil pågå over sommeren 2020, primært ved observation af adfærd og forretningsgange hos deltagende virksomheder, derudover ved opsamling og indhentning af viden fra øvrige tiltag og studier i ind- og udland.
Fase 2:
Identifikation og udarbejdelse af best practice for et trygt og sikkert turismeprodukt (”Stay Safe”) i udvalgte nøglesektorer i Nordsjælland. Opsamlingen fra Fase 1 vil her blive skrevet om og tilpasset de delsektorer, som dette initiativ henvender sig til. Disse tilpassede oversigter over best practice vil efterfølgende blive efterprøvet og integreret i deltagervirksomhederne.
Fase 3:
I denne fase vil vi teste og innovere i forhold til synliggørelse og kommunikation/afsætning af de nye best practices på tværs af virksomheder og destination. Fx kan best practice pege på hygiejneforhold, som virksomheden bør efterleve, men disse skal derpå gøres synlige og kommunikeres overfor gæsterne, så der er gennemsigtighed og troværdighed omkring tiltagene. Derfor er Fase 3 også den vigtigste fase i dette initiativ. Det er her vi flytter best practice fra at være udefinerbart og ugennemsigtigt til at gøre det til et aktiv for virksomhederne og en gennemsigtig ”aftale” mellem virksomhed og gæst. Det er her vi tester innovative måder at integrere, synliggøre og kommunikere om corona-tiltag, forventeligt med et digitalt islæt.
Fase 4:
Denne fase består af løbende netværksaktiviteter med erfaringsudveksling, inspirationsoplæg og eksempler på post-corona-innovation, gennemført af start-ups og etablerede virksomheder i og udenfor branchen – dette eksempelvis med hjælp fra Erhvervshus/Copenhagen Business Hub, som især har kendskab til virksomheder med disse kompetencer uden for den traditionelle turistindustri.
Initiativet vil blive drevet med udgangspunkt i sektorspecifikke netværk med fokus på opsamling og deling af erfaringer fra de deltagende virksomheder. Netværkene er med til at definere deres best practices med fokus på tryghedsskabende foranstaltninger i virksomheden indenfor kundekontakt, afstand, hygiejne, og sikkerhed oven på COVID-19. Det er også blandt netværksdeltagerne, at man efterfølgende vil implementere værktøjer/metoder fundet i Fase 3.
Projektet bygger dermed oven på virksomhedernes her-og-nu-erfaringer, såvel som øvrige kickstart-initiativers erfaringer og omsætter disse til integrerbare og realiserbare aktiver for virksomhederne i initiativet og den danske turismebranche i almindelighed. Det vil således være et værdifuldt aktiv i arbejdet med at tilpasse branchen nye forbrugs- og adfærdsmønstre oven på COVID-19.
I dette initiativ udvælges følgende sektorer: lystbådehavne/camping, hotel/vandrehjem/B&B samt attraktioner.
Vil du vide mere?Bettina Kampmann Telefon E-mail |