Rengøringsmidler

Brug karkluden i markedsføringen

Foto: Kelly Sikkema, Unsplash

Pris, indretning og beliggenhed har fået konkurrence fra rengøringsvognen, når kunder skal vælge overnatningssted. Artiklen bringer her inspiration til at gøre indsatsen endnu mere synlig, for at gæsterne føler sig trygge allerede inden ankomsten.

En uvelkommen gæst har forandret vores ellers gæstfrie samfund og gjort det umuligt at rejse og opleve på den måde, som vi plejer. Verden har ikke lignet sig selv i flere måneder, og selv om tallene herhjemme går den rigtige vej, så minder eksperter os om, at smitten stadig er blandt os.

Hvordan corona kommer til at ændre vores måde at rejse og opleve på, diskuteres i hele verden i øjeblikket. Det er de færreste, der tror, at alting bliver som før. Men som bekendt er det svært at spå, især om fremtiden. Ingen ved, hvad der kommer til at ske på den anden side. Lige nu skal hele turismesektoren stadig manøvrere mellem internationale rejserestriktioner, afstandskrav og officielle retningslinjer.

Artiklen her bringer en række gode råd, der forhåbentlig kan inspirere ferie- og overnatningssteder til fortsat at have fokus på at skabe tryghed og sikkerhed. Det handler først og fremmest om synlig rengøring, der sender et tydeligt signal til gæsterne om, at sikkerhed og tryghed tages alvorligt.

Rådene er sat sammen fra internationale organisationer og nyhedssites indenfor turismesektoren.

Show it, don’t tell it

Denne velkendte læresætning for god kommunikation har fået en ekstra dimension i corona-tider. Rullevogne med rene klude, nye beholdere med håndsprit, handsker. Det er måske ikke de genstande, man normalt tænker på som noget, man gerne vil vise frem for sine gæster.

Men i en tid med corona er intet normalt, og selv om det er klart, at megen rengøring i sagens natur foregår uden tilskuere, så giver det mening at indføre arbejdsgange, der bogstaveligt talt viser gæsterne, at det her er noget, der prioriteres meget højt.

Rengøring som markedsføring

Det føles trygt for gæsterne at se fyldte beholdere med håndsprit og møde personale, der spritter overfalder af, men hygiejneforanstaltninger kan også bruges aktivt i markedsføringen.

Det kan være en god ide at beskrive, hvilke forholdsregler der tages, og hvor ofte de tages: fx hvor ofte alle kontaktflader sprittes af, hvordan den daglige rengøring er udvidet, hvordan rutiner og tjeklister er osv. Det giver tryghed for gæsterne, når de kan læse, hvordan der passes på dem.

Læs mere om, hvordan effektiv kommunikation kan vinde forbrugernes tillid i en tid med corona

Velkommen til konference

Hotelkæden Hilton er et godt eksempel på, hvordan detaljeret omtale af rengøringsstandarder er blevet en del af markedsføringen. De har løbende offentliggjort seneste initiativer for gæsternes tryghed – også for deres mødeturister – bl.a. artikler om rengøring i en corona-tid. Kommende gæster har derfor kunnet læse, om hvilke rengøringsmidler der bruges, eller at knapperne i elevatoren gøres rent hver time.

Senest har Hilton offentliggjort et EventReady-program, der blandt andet har fokus på rengøring af 10 ’high-touch areas’, som skal gøre det trygt at afholde store arrangementer og konferencer (kontakter, A/V-udstyr, borde, håndtag etc.). En halv time inden mødedeltagernes ankomst forsegles døren for at vise både arrangører og deltagere, at lokalet er desinficeret.

Læs mere om Hiltons seneste initiativ ift. møder og konferencer
Læs mere om Hiltons egen omtale af rengøringsrutiner

Hov, var der ikke mere sprit til dig?

De færreste ansatte på ferie- og overnatningssteder har lyst til at ødelægge den gode stemning, lege politibetjent og være efter gæster, der glemmer afstand og håndsprit. Man kunne mene, at det er deres egen sag, hvis de vil løbe den risiko. Men i disse tider er det i høj grad en sag for personalet de steder, hvor mange mennesker færdes.

Der vil være gæster, der bliver utrygge (eller sure), hvis de ser andre undlade at spritte hænder eller holde afstand. Her viser man ansvar, hvis man på en venlig og humoristisk facon tager fat i gæster, der glemmer at spritte af eller holde afstand.

Googler man i øvrigt ”hygiene manager”, dukker næsten 166 mio. hits op – heraf mange jobannoncer...

Giv et stort smil +15%

Syv sekunder. Så kort tid tager det at danne et førstehåndsindtryk af et andet menneske. Men hvordan giver man sin gæst et godt førstehåndsindtryk, når der skal holdes afstand, og håndtryk er no-go?

Sikkerhed og tryghed for gæsterne er det vigtigste, men samtidig er det også vigtigt at få gæsterne til at føle sig velkomne og godt tilpas. Derfor kan det være en god ide at gøre noget særligt ud af velkomsten. Fx en særlig hilsen, som giver gæsterne følelsen af at være lige så velkomne som altid. På TV er reglen, at der skal skrues 15% op for et smil, hvis det skal trænge gennem skærmen. Måske gælder det også plexiglasset i receptionen...

Apropos førstehåndsindtryk: De fleste har sat tape på gulvet og indrettet fællesområder efter myndighedernes retningslinjer. Men det kan være en god ide at tjekke regelmæssigt, om pilene giver mening for nye gæster. Kan de umiddelbart afkode, hvad der forventes af dem? Er det slet ikke til at misforstå, hvor de skal stå og gå for at undgå flaskehalse og at komme for tæt på andre gæster? Står håndspritten det rigtige sted i forhold til den rute, som en gæst typisk går ved ankomst?

Læs mere om ideer og gode råd til professionelle aktører indenfor turismesektoren under corona

Lyt også til de to videoer fra Yellowstone og Mississippi og hør, hvordan man der forsøger at kombinere hensynet til gæsternes sikkerhed med gæstfrihed.

Business is not as usual

Det er bedre at forebygge end at helbrede. Hvis der tilbydes services og oplevelser på en anden måde end normalt på grund af corona, kan det være en god ide at fortælle det til gæsterne på forhånd. Hvordan har – og ikke har – corona påvirket forretningen? På den måde ved gæsterne allerede inden ankomsten, hvad de kan forvente.

Giv fx også gæsterne information om, hvor de henvender sig, hvis de har spørgsmål til corona eller smittespredning. Forventningsafstemning kan også være med til at skabe sikkerhed og tryghed.