Himmelbjerget

Ny national turismestrategi er et stærkt fundament for realisering af kyst- og naturturismens potentialer

21.10.2024
Foto: Michael Maagaard

Regeringen har netop offentliggjort den nye nationale strategi for bæredygtig vækst i dansk turisme og med den også præsenteret et styrket fundament for en bæredygtig udvikling af kyst- og naturturismen i Danmark.

Dansk turisme bidrager hvert år med økonomisk vækst, lokale arbejdspladser og et øget udbud af lokale forretninger, restauranter og oplevelser. Det danner grundlag for levedygtige lokalsamfund til glæde og gavn for borgere og turister i hele landet. Det gælder i høj grad kyst- og naturturismen, der ifølge de foreløbige tal for 2023 omsatte for 88,2 mia. kr. svarende til cirka 55 pct. af det samlede turismeforbrug i Danmark. Kyst- og Naturturismen er dermed en væsentlig bidragsyder til at sikre vækst og udvikling i hele Danmark, hvilket de seneste års efterspørgsel og momentum blot har bestyrket.

Derfor hilser man hos Dansk Kyst- og Naturturisme også Regeringens nye nationale turismestrategi velkommen. Sammen med den centrale placering af turismen i regeringens landdistriktsudspil samt nye midler til udviklingen på kommende finanslove, investeres der fra nationalt hold i disse år i fremtidens turisme, og hos Dansk Kyst- og Naturturisme glæder man sig over det fortsatte store fokus på kyst- og naturturismens potentialer.

"Kyst- og naturturismen udgør det største forretningsområde i dansk turisme og er derfor en afgørende grundpille for, at dansk turisme som helhed kan indfri ambitionerne fra den nye strategi. Derfor er det meget glædeligt, at den nye nationale strategi fastholder sit store fokus på en fortsat udvikling af kyst- og naturturismen. Særligt vores kontinuerlige arbejde med udviklingsplaner, der danner grundlag for flere investeringer i kyst- og naturturismen, har fået en central placering i strategien, mens også vores store fokus på outdoorturisme og kulturturisme vil spille en central rolle fremadrettet," fortæller Jens Hausted, der er direktør i Dansk Kyst- og Naturturisme og uddyber:

"Kyst- og naturturismen i Danmark er mere end gode ferieminder og pæn natur. Det er også lokal omsætning og arbejdspladser og bymiljøer, der er gode at leve og bo i året rundt. Kort sagt, er kyst- og naturturismen også 'hardcore business' og et stedbundet eksistensgrundlag for mange samfund lokalt. Det er netop i udmøntningen af de nationale strategiske målsætninger, vi kan gøre en konkret forskel lokalt, og her ser vi den nye strategi som et styrket ståsted for vores fortsatte arbejde."

Den nye strategi sætter retningen for udviklingen af dansk turisme ved blandt andet at opstille overordnede pejlemærker for, hvad dansk turisme skal sigte mod i 2030. Udover at pejlemærkerne for antallet af overnatninger og omsætning i dansk turisme er opjusterede, så er pejlemærket om antal overnatninger uden for højsæsonen opjusteret fra 66 pct. til 70 pct. Derudover er der nu sat en konkret indikator for borgernes positive opfattelse af turismen. Her er målet, at otte ud af 10 danskere i 2030 oplever turismen som positiv for det danske samfund.

For Dansk Kyst- og Naturturisme sætter strategiens pejlemærker også retningen for fondens aktiviteter, forklarer Jens Hausted:

"Vi har et stærkt fokus på at få flere gæster uden for højsæsonen, for på den måde kan vi bedre udnytte den eksisterende overnatningskapacitet, øge turismeomsætningen og skabe bedre muligheder for stabile ansættelser for medarbejdere i turismen - også i landdistrikterne, hvor helårsturisme har et særligt potentiale for at styrke bosætningen. Ligeså er det vigtigt, at lokalbefolkningen også oplever de positive fordele ved turismen, derfor har vi et styrket fokus på, at turismen også skal bidrage til at styrke tilfredsheden og skabe reel positiv udvikling i landdistrikterne."

Handlingsplan skal bidrage til at udmønte den nye strategi

For at fastholde momentum og levere stærke bidrag til eksekveringen af den nye nationale strategi har Dansk Kyst- og Naturturisme også revideret den nuværende handlingsplan for kyst- og naturturismen i Danmark, hvorigennem de strategiske målsætninger omsættes til konkrete initiativer.

Både en nyligt offentliggjort handlingsplan for kulturturisme i kyst- og naturturismen samt en endnu ikke offentliggjort handlingsplan for outdoorturisme og naturoplevelser udgør dele af Dansk Kyst- og Naturturismes reviderede handlingsplan for den samlede kyst- og naturturisme i Danmark.

Den nationale strategi, Veje til bæredygtig turismevækst, er udarbejdet i regi af Det Nationale Turismeforum. Det Nationale Turismeforum har til formål at styre og koordinere den offentlige turismefremmeindsats i Danmark og består af repræsentanter for turismeerhverv, kommuner, destinationsselskaber, forskning og staten, herunder blandt andet Dansk Kyst- og Naturturisme.

Jens Hausted
Vil du vide mere?

Direktør/CEO

jha@kystognaturturisme.dk