Kornets Hus

Nationalt projekt vil udvikle stærke kulturdestinationer i kyst- og naturturismen

10.10.2024
Foto: Daniel Brandt Andersen

Med et nyt ambitiøst projekt igangsættes en fokuseret indsats for at opbygge et stærkere udbud af kulturoplevelser i kyst- og naturturismen. Bag projektet står blandt andre Dansk Kyst- og Naturturisme, Kulturens Analyseinstitut, VisitDenmark og en række destinationsselskaber.

Kulturarv og kulturoplevelser rummer et uforløst potentiale for at indgå i det danske kyst- og naturprodukt. Det betyder, at vi går glip af potentiel lokal omsætning fra turismen og en stærkere appel overfor især nye målgrupper.

Nu vil et ambitiøst og nationalt projekt udbygge det tværgående samarbejde på tværs af forretningsområder og kultur og turisme.

Det er Dansk Kyst- og Naturturisme, der har taget initiativ til projektet i samarbejde med Kulturens Analyseinstitut, VisitDenmark og en række destinationsselskaber. Projektet har netop modtaget 4,2 millioner kroner fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse. 

”Vi er meget glade for, at erhvervsfremmebestyrelsen har valgt at prioritere en fokuseret indsats for at styrke kulturturismen i Danmark. Med de midler kan vi igangsætte indsatser i forlængelse af Handlingsplan for udvikling af kulturturismen – og dermed medvirke til at sikre et stærkere kulturudbud til gæsterne i kyst- og naturturismen,” siger Jens Hausted, direktør hos Dansk Kyst- og Naturturisme, og tilføjer:

”I projektet er der blandt andet fokus på at udvikle stærke kulturkraftcentre i udvalgte destinationer – med udgangspunkt i lokale udviklingsplaner. I et kraftcenter kan oplevelserne fortættes, og der kan skabes kritisk masse. Det skal styrke muligheden for, at kulturen kan skabe øget kommerciel værdi i destinationen.” 

Dansk Kyst- og Naturturisme lancerede Handlingsplan for udvikling af kulturturismen i kyst- og naturturismen i august 2024.

Kulturfortællinger med international attraktionskraft

Kulturarv og kulturoplevelser er i dag svagt integreret i fortællingen om kyst- og naturturismen i Danmark. Det står i modsætning til udenlandske turisters stigende efterspørgsel efter lokal kultur. Derfor handler et af sporene i projektet om at udvikle kulturfortællinger, som kan indgå i den internationale markedsføring af kyst- og naturturismen i Danmark.

”Vi vil først og fremmest undersøge og indsamle viden og erfaringer om, hvordan vi kan markedsføre kyst- og naturturismens kulturoplevelser internationalt. Projektet giver os mulighed for at dykke længere ned i turisternes forventninger og adfærd og koble det sammen med eksisterende viden og udviklingen på området, så markedsføringen bliver stærk og effektfuld,” siger Line Nøhr Kobzili, marketingdirektør i VisitDenmark, og fortsætter:

”Vi skal udvikle levende kulturfortællinger, som hjælper turisterne tættere på den danske og lokale kulturarv og den fantastiske historie, som Danmark byder på. Fortællingerne kommer til at lægge fundamentet for det konkrete indhold i den internationale markedsføring. Vi skal lykkedes med at forstærke højsæsonen, løfte skuldersæsonerne og engagere målgrupperne i de særlige styrkepositioner, som danner rammen om kulturoplevelserne i kyst- og naturturismen. Vi glæder os til at komme i gang.”

Lokalt forankret turisme

Om det er den lokale fisker eller verdensarven og de store fortællinger om vikinger og kongeriget, så ligger attraktionspotentialet i kulturturismen i det stedbundne og autentiske – og det er i høj grad kulturen, der differentierer destinationerne.

”Der ligger et stort potentiale i at udvikle nye oplevelser og tiltag med lokalsamfundet og de lokale i centrum for udviklingen. Derfor vil vi i projektet undersøge, hvordan kulturturismen kan styrkes med udgangspunkt i borgeres engagement og det lokale kulturliv,” fortæller Esben Danielsen, direktør hos Kulturens Analyseinstitut, og uddyber:

”Vi vil starte med at kortlægge aktører i kulturlivet i udvalgte lokalområder og indsamle data om borgeres kulturengagement. Målet er at bringe ny viden og ideer til en bæredygtig turismeudvikling understøttet af nye partnerskaber og lokalt ejerskab.”

Tiltaget skal blandt andet munde ud i et erfaringskatalog med metoder og anbefalinger til borgernær turismeudvikling og engagement af såvel borgere som turister i kulturoplevelser.

Fakta om projektet

Projektet er støttet af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse med 4,2 mio. kr.

Projektets partnere tæller foreløbigt Kulturens Analyseinstitut, VisitDenmark samt Destination Sjælland, VisitNordsjælland, Visit Sydsjælland-Møn, VisitNordvestkysten, Destination Himmerland, Destination Limfjorden, Destination Vesterhavet, Destination Vadehavskysten, Destination Nord og Destination Fyn.

Projektet løber fra efteråret 2024 til primo 2027.

Claudia Rota Andersen
Vil du vide mere?

Programchef

cra@kystognaturturisme.dk