Fra vision til valuta: Strategiske planer baner vej for investeringer i kyst- og naturturismen
Når Haderslev Kommune lykkes med at tiltrække investeringer til Aarø Naturø, så muliggøres det af to vigtige faktorer: at der en detaljeret plan for udviklingen, som bakkes op lokalt og politisk – og at kommunen går forrest med at investere.
Af Jacob R. Kirkegaard Larsen, udviklingsdirektør, Dansk Kyst- og Naturturisme, og Maria Aaen, projektchef, Dansk Kyst- og Naturturisme
Efterspørgslen efter at besøge de danske kyster og den danske natur har været stødt stigende de seneste årtier. Men ikke desto mindre har der siden årtusindeskiftet været et fald i nettokapitalapparatet inden for de turismespecifikke brancher – med andre ord har investeringerne i overnatningskapacitet, rekreative faciliter og oplevelser ikke fulgt med.
Dette investeringsefterslæb udgør den største barriere for fortsat vækst i kyst- og naturturismen. For vi risikerer, at der sker en gradvis nedslidning af turismeproduktet, og at Danmark taber markedsandele til vores nærmeste konkurrenter.
Derfor er det i høj grad en succes, når fonde vælger at investere i fysisk infrastruktur, som direkte vil forbedre turismeproduktet og gavne kyst- og naturturismen.
I sidste uge modtog Haderslev Kommune 8,6 millioner kroner fra Nordea-fonden til at realisere planerne om Aarø Naturø. Midlerne skal gå til at fremtidssikre øen som levested og turistmål samtidig med at den unikke natur på øen får mere plads.
Investeringen muliggøres af to vigtige faktorer:
- at der en detaljeret plan for, hvordan Aarø skal udvikles, og hvilke fysiske forbedringer, der skal laves for at nå derhen og ikke mindst,
- at kommunen går forrest og har afsat godt 9 millioner kroner til projektet, som har et samlet budget på knap 19,3 millioner kroner
Planerne om Aarø Naturø udspringer af en strategisk-fysisk udviklingsplan for Aarø, der indeholder en vision for øens udvikling, tiltagskatalog samt rækkefølgeplan for de konkrete anlægsprojekter.
Åbningstrækket fra den strategiske-fysiske udviklingsplan for Aarø, som er udarbejdet af et konsortium bestående af LABLAND, ORANGE elevator samt COWI, kan nu realiseres. Det drejer sig blandt andet om et samlingspunkt nær Aarøsund Havn, en grøn naturnær parkeringsplads ved Aarøsund, som skal nudge besøgende til at lade bilen stå og i stedet gå eller cykle til Aarø, samt en boardwalk og et fugletårn, som er rekreative faciliteter, der understøtter konceptet og visionen om Aarø som (bilfri) naturø.
Med den netop uddelte forsøgstilladelse fra aftalekredsen bag planloven er vejen i endnu højere grad banet for at realisere planerne.
På den måde skabes de første ringe i vandet. De næste ringe i vandet består blandt andet af en udvidelse af overnatningskapaciteten, hvor målet er at tiltrække private investeringer. For når der er en plan for turismens udvikling, og de første offentlige investeringer er tilvejebragt, så er der skabt et grundlag for kommercielle interesser – og mange flere ringe i vandet.
Og her er det naturligvis vigtigt med et fortsat fokus på visionen for Aarø. Således at øget overnatningskapacitet sker i balance med Aarøs rumlighed. Derfor er fokus i udviklingsplanen også på transformation af eksisterende bygninger, koncentration af eksisterende arealudpegninger samt nye former for naturnær overnatning i særklasse, såsom fx tiny houses og naturnær overnatning – overnatningsformer som støtter op om konceptet omkring Aarø Naturø.
For den strategisk-fysiske udviklingsplan for Aarø er – og det er nok i virkeligheden den tredje forudsætning for at kunne lykkes med at tiltrække investeringer – udarbejdet i et tæt samarbejde med blandt andet Aarø Beboerforening, Haderslev Erhvervsråd og Destination Sønderjylland. Planen bakkes med andre ord op af både offentlige og private interessenter: lokale borgere og lodsejere, private erhvervsdrivende samt kommunens politikere.
På den måde fungerer planen også som et aftalegrundlag mellem mange interessenter, som er blevet enige om, hvilken vej Aarø skal udvikles. Og på den måde sikres det, at planen tilgodeser både lokale beboere og erhvervsdrivende samt naturen og miljøet.
Hos Dansk Kyst- og Naturturisme glæder vi os til at følge den fortsatte udvikling på Aarø – og ikke mindst til at samarbejde om mange flere strategisk-fysiske udviklingsplaner, som kan bane vejen for flere bæredygtige investeringer i kyst- og naturturismen i Danmark.
Udviklingsdirektør