Tisvildeleje Strand

30 millioner kroner til kickstart af dansk turisme

28.5.2020
Foto: Daniel Overbeck

Med et samlet budget på i alt 30 millioner kroner skal en ny kickstart-indsats bidrage til at sparke gang i omsætningen og samtidig forberede dansk turisme til turisternes nye behov i kølvandet af corona-krisen.

Konsekvenserne af corona-pandemien har været barske for turismeerhvervet. Måneders nedlukning har efterladt et erhverv med store økonomiske udfordringer. Økonomien og likviditeten er presset i mange turismevirksomheder, og nu hvor genåbningen er i gang, går erhvervet en afgørende tid i møde.

Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse afsætter derfor op til 15 mio. kr. til projektet ”Kickstart dansk turisme 2020”. Projektet skal gennemføres af et stærkt turismepartnerskab bestående af aktører fra hele landet, herunder destinationsselskaber, Dansk Kyst- og Naturturisme, Dansk Storbyturisme samt MeetDenmark. Partnerskabet stiller selv yderligere 15 mio. kr. til rådighed for projektet, der dermed har et samlet budget på 30 mio. kr.

"Det er så vigtigt, det vi ser her, hvor både de nationale og lokale turistaktører går sammen om at udvikle dansk turisme også i svære tider. Derfor er jeg glad for, at Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse har støttet både kickstart-projektet og den nationale markedsføringskampagne, som vi også har lanceret i dag. Den opbakning, danskerne har vist hinanden og de lokale erhvervsdrivende under corona-krisen, skal vi også vise turismeerhvervet i hele Danmark, for det har virkelig brug for vores støtte lige nu,” siger erhvervsminister Simon Kollerup.

Initiativer på kort og langt sigt

Kickstart-projektet skal blandt andet sikre adgang til den nyeste viden om håndtering af turismekriser og tilpasning til nye vilkår, fx markedsføring, gentænkning af turistprodukter og -oplevelser, digitalisering og strategiske indsatser. Et af de første konkrete skridt i projektet er derfor en interaktiv og virtuel vidensbank, som føjer internationale erfaringer til den omfattende viden, der i forvejen findes på destinationerne.

For formanden for Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, Jakob Riis, er det nu, turismeerhvervet skal have en ekstra håndsrækning:

”Vi lytter til virksomhedernes behov, og derfor er vi glade for at kunne støtte et bredt og stærkt partnerskab af turismeaktører. Vi er overbeviste om, at indsatsen kommer til at gøre en forskel på tværs af Danmark og allerede i sommersæsonen, der er lige rundt om hjørnet. Der skal handles nu, så branchen kan sætte nye og innovative turismeaktiviteter i gang, der udnytter de muligheder, der findes, samtidig med at Danmark gradvist åbner op igen.”

I Dansk Kyst- og Naturturisme peger direktør Jens Hausted på, at projektet også har fokus på tiden efter corona-krisen, hvor meget vil være forandret:

”Projektet rummer en god balance mellem at skabe aktiviteter på den korte bane og samtidig styrke turismeerhvervets konkurrenceevne på den lidt længere bane. Her og nu gælder det om at kickstarte turismen i trygge rammer – der skal simpelthen gang i omsætningen. På længere sigt skal vi bruge projektet til at styrke dansk turismes konkurrenceevne over for de turistlande, vi normalt sammenligner os med. Vi står over for en langvarig omstillingsproces, hvor vi kan forvente, at dansk turisme først er på 2019-niveau om nogle år, og i den periode er det lande med en god konkurrenceevne, der vil klare sig bedst.”