Som en del af elskerDanmark-kampagnen vil tre forskellige film på web-tv blive eksponeret for relevante målgrupper og dermed forstærke budskabet om, at ferie i Danmark er dejligt.

Dansk Kyst- og Naturturisme har igen i år søsat elskerDanmark-kampagnen i samarbejde med en lang række erhvervsaktører og VisitDenmark. Kampagnen har det overordnede formål at få flere danskere til at holde ferie hjemme i Danmark. Godt 20 partnere er med i kampagnen – mange er allerede nu i gang med deres kampagneeksekvering, og resten er planlagt til snart at gå i luften henover sommeren.

Som et ekstra spor på kampagnen er der udarbejdet tre film til web-tv, så det nu bliver muligt at visualisere, hvad en ferie i Danmark kan byde på.

”Det er et stort plus for os, at vi nu kan sætte lyd og billeder på en ferieoplevelse i Danmark og på den måde tilføre elskerDanmark-kampagnen et stærkt ekstra spor,” siger Sisse Wildt, kommunikationschef i Dansk Kyst- og Naturturisme, og fortsætter:

”Ved at bruge film som medie kan vi meget effektivt formidle den helt særlige stemning, som mange associerer med en ferie i Danmark – og som måske henfører til egne barndomsminder, traditioner eller ønsker for sit eget familieliv. Det er også derfor, vi har valgt at udarbejde hele tre film for at kunne sætte fokus på noget forskelligt. Én film er rettet mod børnefamilier, én film har fokus på livsnyderoplevelser, og én film skildrer en ferie ved kysten i Danmark med fokus på aktiviteter i naturen.”

Filmene vil blive eksponeret på nogle af de største sites tilpasset målgruppen i løbet af sommeren og vil på den måde forstærke den indsats, som partnerne har som en del af elskerDanmark-kampagnen i form af online tilstedeværelse og annonceartikler i form af indstik og i sommertillæg i løbet af sommeren.

Se de tre film her: