Projektet ’Signaturoplevelse Geopark Odsherred’ vil udvikle oplevelser med afsæt i sammenhængen mellem landskabet og fødevarerne i Odsherred. Fødevareruter skal blandt andet være med til at formidle Odsherreds styrker inden for fødevarer.

Landskabet i Odsherred skaber nogle særligt gunstige forhold for at fremstille gode råvarer. Det har blandt andet resulteret i, at gulerødder fra Lammefjorden er blevet danmarksberømte for deres karakteristiske smag. Og at Dragsholm Slot fik en Michelin-stjerne, fordi man formår at få det ypperste ud af de lokale råvarer.

Og netop derfor er de lokale fødevarer omdrejningspunktet i projektet ’Signaturoplevelse Geopark Odsherred’, som vil styrke og kommercialisere produkt- og oplevelsesudviklingen i Odsherred.

I uge 32 testede frivillige de fødevareruter, der skal være med til at formidle sammenhængen mellem råvarerne og landskabet i Odsherred.

I uge 32 testede frivillige de fødevareruter, der skal være med til at formidle sammenhængen mellem råvarerne og landskabet i Odsherred.

”Geopark Odsherred er Danmarks første UNESCO-geopark, og der er en særlig sammenhæng mellem landskabet og råvarerne, som vi gerne vil formidle og gøre fysisk. Der er en tendens til, at folk sætter lighedstegn mellem kvalitet og lokale fødevarer. Det er jo ikke altid rigtigt, og derfor vil vi gerne gå et spadestik dybere og underbygge, hvad det er, der danner grundlaget for kvaliteten omkring Lammefjorden – og det hænger meget sammen med landskabet og jordbunden,” fortæller Hans-Jørgen Olsen, turistchef hos VisitOdsherred.

’Signaturoplevelse Geopark Odsherred’ er blevet til i et samarbejde mellem VisitOdsherred, Region Sjælland og Dansk Kyst- og Naturturisme og er et delprojekt under Sjællands Signaturoplevelser.

Fødevareruter skal formidle historien

Projektet vil styrke signaturen gennem tre spor: fødevareruter, fødevaremærkning og efterårseventen ”Odsherred Grand Cru”, hvor årets ’Grand Cru’-fødevarer bliver kåret. Fødevareruterne blev testet i uge 32, hvor frivillige testpersoner kom en tur rundt til et udsnit af Odsherreds fødevare- og vinproducenter, samlede vilde urter og selv tilberedte et måltid af de lokale råvarer.

”Vi har nogle meget kompetente producenter med en enorm viden og stolthed over deres produkter, og de vil meget gerne formidle deres arbejde, historier og visioner. For eksempel var testpersonerne forbi Ørnberg Vin for at høre om filosofien bag ”nordisk vin”, og de fik også lov at smage et par af deres vine. Vi kan mærke, at det giver mening og skaber begejstring,” fortæller Hans-Jørgen Olsen.

Fødevareruterne bliver lanceret i forsommeren 2018, men allerede i uge 42 kan man opleve eventen ”Odsherred Grand Cru”, hvor de lokale fødevarer bliver fejret med fem dages fest.

Fakta om projektet

  • Signaturoplevelse Geopark Odsherred er et delprojektet i projektet Sjællands Signaturoplevelser
  • Projektet havde officiel opstart den 1. september 2016
  • Læs mere om Sjællands Signaturoplevelser
  • Signaturoplevelse Geopark Odsherred er støttet af Region Sjælland, Erhvervsstyrelsen og Dansk Kyst- og Naturturisme og udmøntes i et samarbejde mellem VisitOdsherred, lokale vinavlere, landmænd og gårdbutikker, Geopark Odsherred, Nordisk Center for Lokale Fødevarer samt Dansk Kyst- og Naturturisme
  • Delprojektet har for mål at udvikle oplevelser med afsæt i Odsherreds styrker inden for fødevarer

Vil du høre mere om projektet? Kontakt:

Rasmus Friis -  SH.JPG

Rasmus Friis Sørensen

Sekretariatschef

rfs@kystognaturturisme.dk

+45 9397 5117

Find Rasmus på LinkedIn